Henrik Ibsens skrifter

På brevskrivningens område har jeg desværre ret mange forsømmelighedssynder på min samvittighed. Men lige over for Dem føler jeg mig dog i særlig grad skyldbetynget.

Hvor megen glæde har De dog beredt os, min hustru og mig!

Og endnu har jeg ikke sendt Dem et takkens ord derfor. Jeg slog mig til ro med tanken om at dette måtte De jo vide, selv om det ikke blev Dem sagt. Og deri tror jeg nok fremdeles at jeg har ret. Men alligevel vil jeg idag i det mindste med et par ord takke Dem for de tilsendte exemplarer af bøgerne.

Det er vel nu omtrent et par år siden at ​«Stille existenser» kom os i hænde. Deres fine vemodige digtning ​«Ved vejen» står endnu så lysende klart i vor erindring. Det er for os som om vi selv havde været med at opleve det alt sammen. ​Baj, eller en nær slægtning af ham, har vi også stiftet personligt bekendtskab med under vort sommerophold oppe i ​Vendsyssel. ​Kathinka forstår vi så inderlig vel, ser hende så levende for os. Ja, hun har ​rigtignok vor dybeste medfølelse! Men hvor godt det dog alligevel var for hende at hun fik dø.

Og nu nylig kom ​Deres gribende dejlige digtning fra Als ned til os. Netop de uger, De deri skildrer, tilbragte vi i København, på den store udrejse til Italien. Det var kendte drag af stemningen fra dengang, som slog os imøde fra ​Deres digt. Men hvor langt, langt stærkere! –

Det har glædet os meget at lægge mærke til, hvor populær De er bleven oppe i Norge under og efter ​Deres foredragsrejse. At De har havt ret megen glæde af «Tine» er vel utvilsomt. Deres danske landsmænd har jo en fin forståelse for det ægte hjemlige og værket må jo også dybt gribe enhver, der læser det og får medopleve alt, hvad De deri har givet stemning og melodi.

Tag tiltakke med disse få hastværkslinjer. Min tid er stærkt optagen. Og modtag så vore hjerteligste lykønskninger gennem